2 step guide til at lave simsim paste

STEP 1:

Foerst goer man saadan her:

STEP 2:

Og saa goer man saadan her:

Den Gamle Blog

Historien der ikke er blevet fortalt

For 3 uger siden ankom jeg til det Nordlige Uganda. Et omraade jeg i foerste omgang ikke lige havde regnet med at skulle bo i. For de oplysninger man kan finde rundt omkring i litteraturen og paa internettet er meget ustabile og det eneste der gaar igen er historier om ”Verdens stoerste gidselsituation”, ”Borgerkrig i 20 aar”, ”Million doede” og ”Et land separat fra resten af Uganda”. Meget af dette er rigtigt, men situationen er helt anderledes nu. Normalt hoerer vi i medierne om krig, fred eller genopbygning. Det Nordlige Uganda er historien om en mellemting, en historie som vi aldrig hoere – Men som jeg nu vil forsoege at fortaelle en broekdel af. For at naa til min historie skal jeg maaske lige introducere lidt foerst.

Ovenstaaende er saa meget jeg naaede at skrive af mit naeste blogindlaeg i sidste uge, men siden da er der sket en masse og jeg har valgt at droppe min oprindelige, ellers banebrydende og epokeskabende, ide, for i stedet at skrive om allehelgensdag i mandags.

Vi har paa det seneste arbejdet for en Organisation kaldet BOSCO – Battery operated systems for community outreach der i 4 aar nu har arbejdet med faldende success for at faa verden gennem internettet ud til landsbyerne omkring Gulu som har vaeret haerget af borgerkrig mellem 1986 og 2006. Her har vi individualistisk og sekulaer katolsk praest(kan i se modsaetningerne?) som oeverstkommanderende. Af en eller anden aarsag er ham og Nikolaj blevet slyngveninder og vi bliver nu inviteret med til alskens goegl, som f.eks. Pilgrimsrejser og i det her tilfaelde allehelgensdags messe i hans foedelandsby. I det her tilfaelde var der bare ingen der havde fortalt mig hvor det var vi skulle hen saa da jeg gik ud af doeren mandag morgen klokken kvart i 6 var jeg ikke en gang klar over at det var allehelgensdag.

5 timer i bil paa Ugandas vaerste veje(ikke verdens vaerste – jeg har hoert historier fra sydsudan 100km nordpaa), umuligt at sove, umuligt at laese, og umuligt at faa blod til benene da vi den foerste halvdel af de 100km paa smaa 5 timer, sad 4 paa 3 saeder, indtil vi blev enige om at en af os nok skulle rykke om paa de to frie saeder bagi.

Vi ankom til verdens roevhul lidt over 11(virkelig indbegrebet af bushen), hvor jeg for foerste gang i mit liv stoedte paa hvad jeg tror var mennesker der enten aldrig har set hvide foer, eller kun har set os faa gange. Hvilket egentligt stemmer meget godt overens for jeg tror hoejest der maaske kommer en italiensk missionaer en gang hvert 2. aar maaske, og hvis folk saa ogsaa kommer fra det rigtige boehland som jeg endnu ikke har set til saadan nogle messer her saa passer det jo meget godt sammen. Anyways. Det var en gruppe piger(maaske ogsaa drenge) af hvad jeg tror var mellem 10 og 30 aar som virkelig gjorde noget der ligesaa godt kunne vaere at grine som at graede, jeg har aldrig set saadan nogle ansigtsudtryk foer og jeg kan ikke helt bestemme mig for om det var frygt jeg saa i oejnene – jeg haaber det ikke. Gruppen stimlede hurtigt sammen da de saa os og trak sig hurtigt lidt vaek selvom vi sad i en bil.

Paa det her tidspunkt havde jeg ioevrigt fundet ud af at jeg skulle til messe.

Alt var lidt forsinket paa det her tidspunkt. Messen skulle have vaeret klokken 10. Men vi blev alligevel lige hurtigt hevet inden for til en skive broed, lidt sweet potatoes og en aeble sodavand som den slippery nordmand Morven naaede at tage lige for naesen af mig. Bag ved mig kunne man se at vaeggen i en ujaevn cirkel rundt om vinduet var blevet genopbygget paa et tidspunkt. Historien var at vores praest i 2001 havde vaeret i landsbyen sammen med 6 drenge og nogle soldater, soldaterne havde sagt at der ikke var oproere i naerheden saa de smuttede om aftenen. Kort efter kom oproerene, praesten naaede at flygte til den naermeste rigtige by 30km syd paa, drengene gemte sig paa loftet og oproerene broed igennem vaeggen og vinduet og stjal en radio. Det lyder maaske meget kynisk naar jeg fortaeller det saadan her, for det er den maade jeg ser tilbage paa det. Det bliver man noedt til. Men uanset hvor mange af den her slags historier jeg hoerer saa bliver jeg lige paavirket hver gang. Bagefter fortsatte vi ned mod den improviserede og udendoers kirke. Her blev vi hurtigt af en arrangoer placeret paa et par sofaer i forreste raekke under nogle telte – vi er jo hvide – men damen vi fulgtes med naegtede at lade os sidde der for der skulle politikerne og de andre ‘big men’ jo sidde. Saa vi satte os paa stolene bagved sofaerne. Episoden var lidt til grin for alle de her politikertyper er nogle dovenlarser og kom ordentlig meget for sent, og paa det tidspunkt var processionen allerede gaaet ind i den improviserede kirke og de par som skulle giftes af aerkebiskoppen havde taget sofaerne, saa politikerne kom til at sidde bag os alligevel.

Mht. Processionen saa var det super fedt, i kan bare kigge paa videoen her paa bloggen, med tradionel dans, ikke saa traditionel dans, anden dans, og som til alle de katolske messer jeg kommer til; dejlig roegelse. Selve praedikenen var lidt af en originalitet. Aerkebiskoppen som stod for messen, opfoerte sig mest af alt som en stand-up komiker. Acholi sproget er sjovt nok i forvejen, for folk lyder som handikappede kinesere, men naar der samtidig staar en aerkebiskop og laver hvad der lyder som pruttelyde, gentager virkelig sjovt lydende ord og vifter med arme og ben og virkelig ryster roeven, samtidig med at der render en kylling rundt paa den tomme plads foran alteret og vores egen praest som sidder sammen med de andre praester og aerkebissen der forestaar messen, og som snakker flydende, acholi, engelsk, italiensk, fransk og forstaar latin og graesk og lidt tysk, skiftevis sover og tager billeder – Saa er det virkelig virkelig svaert at lade vaere med at grine.

Man skulle nok have vaeret der, men jeg haaber jeg har et billede der illustrerer bare en smule af situationen(jeg skriver uden at vide hvilke billeder jeg vil uploade lige nu), for jeg har aldrig gjort saa meget ud af at forsoege at holde min latter skjult som her. Efter messe, konfirmation, bryllup og nogle af politikernes lidt improviserede taler som ingen lyttede til saa hev vores egen praest os hurtigt vaek. Om det var for at faa os hurtigt til frokost eller for at slippe for at gaa i procession med de andre praester og cathecisterne osv. ved jeg ikke. Men begge dele opfyldtes i hvert fald.

Og netop det at vi kom hurtigt til frokost var lidt farligt. Det var i det samme rum som foer og der stod bare et stort bord fyldt med mad og sodavand, og 3 stole. Saa vi tog selvfoelgelig stolene som stod mellem bordet og vaeggen og begyndte at spise. Langsomt begyndte rummet at blive fyldt med stole som ikke blev sat ved bordet, og lige pludseligt fandt vi os selv spisende frokost med korrupte embedsmaend, nationalparlamentarikere og en katolsk aerkebiskop som vel mere eller mindre kun staar til ansvar over for paven og hans imaginaere kludedukke gud. Og ja – Ingen af dem sad ved bordet. Vi tog lige og noed situationen lidt inden vi skyndte os at fylde lommerne med sodavand og smutte ud af lokalet foer vi blev afsloeret som de fuskere vi foelgte os som. Og da jeg saa kom tilbage og fejlvurderede en person noget saa grundigt saa jeg, med danske manerer selvfoelgelig, behandlede den nationale parlamentarikers datter som en af koekkenpigerne saa jeg Nikolaj i fuld tjubang med Aerkebiskoppen. Drengen af havde sku faaet endnu en katolsk slyngveninde. Denne bare med bispestav i guld og en ring som de andre lagde sig paa knae for at kysse paa.

Jeg maa sige at mit hjerte bankede ret voldsomt helt indtil vi satte os ind i land cruiseren igen og denne gang, paa grund af det kommende regnvejr, tog den 50km laengere og 2 timer kortere asfaltvej – Hurra for den afrikanske morgenlogik og av min ryg.

 

Den her blog er dobbelt forsinket. For jeg skrev den 4. november, men vi har haft problemer med internettet.

Uganda, Afrika

Hej Alle
Her er en meget kort lille opdatering, for jeg har kun 9 minutters tid tilbage her paa netcafeen.
Loerdag formiddag ankom jeg til den mindste lufthavn jeg nogensinde har set; Entebbe International Airport.
Jeg er i Uganda!
Vi har haft nogle introdage her inden vi imorgen skal ud til vores familier. Eller jeg skal ud til min familie. Dem der skal bo taettere paa hovedstaden tog afsted for lidt siden.
Kort om Uganda kan man sige at det er meget meget mere afrikansk, og jeg kan virkelig godt lide det.
Her er vanvittigt varmt, vanvittig groent og fugtigt. Kulturen er anderledes, og saa skal jeg vidst virkelig til at vaenne mig til African Time og til at sove med myggenet for her er ret meget malaria.
Med hensyn til at det her er meget mere afrika saa ved jeg ikke rigtig hvad det er der goer det. Men det virker bare saadan, jeg tror man skal have vaeret baade her og i Kenya for at forstaa det. Men hvis man vil lidt derhenad kan jeg varmt anbefale filmen The Last King of Scotland.
Jeg haaber i alle har det godt.
For mit vedkommende saa er mit eventyr foerst ved at begynde nu. Jeg er ankommet til landet jeg har gaaet og droemt om det sidste aar, og jeg bliver stille og roligt mere og mere forelsket i det og dets folk.
I gaar var jeg ude og River Rafte paa nilen og Bungee Jumpe lidt – bare fordi jeg ku!
Hvis i vil se billeder skal i bare gaa ind paa adrift.ug og vaelge gallery, daily photos og saa datoen 5. oktober.

Endnu en gang saa haber jeg i alle har det godt. I maa undskylde hvis den her blog er lidt uoverskuelig. Jeg skriver i den i saadan et maerkeligt mini vindue hvor jeg ikke rigtig selv kan se hvad jeg skriver.

Bryllupsforberedelser

Hej alle. Her er en god Historie.

Endnu en massiv kulturel oplevelse er kommet forbi på min vej. Vores Kiswahili lærer’s datter skal nemlig giftes, og inden brylluppet er det selvfølgeligt nødvendigt for forhandlere for bruden og gommens forældre at forhandle en medgift på plads. Et gammelt kulturelt levn der stadig eksisterer men som på alt at tyde mest er en fejring af det forlovede par. Denne forhandling var vi inviteret med til, sammen med naboer og familie osv.

Først og fremmest er det naturligvis en ære at være inviteret med, men herudover også en kæmpe udfordring for jeg føler virkelig man skal være på dupperne og vise sit bedste. Det dejlige ved den afrikanske kultur er da afslappetheden, for den hjælper lidt på det. Vi dukkede op søndag ved middagstid, inden de fleste gæster var kommet(african time). Vores Kiswahili bor i øvrigt ret lækkert på en kæmpe grund i oplandet til Nanyuki med geder og frugter i haven osv.

Vi havde fået at vide at gommen og hans familie var muslimer så det undrede mig at der ikke var nogle(uden at generere nogle så må man jo sige at muslimsk festtøj er ret genkendeligt i store mængder), på det tidspunkt hørte jeg samtidig også et ordentligt horn ret tæt på. Herfra løb alt bare løbsk. Hornet vidste sig at tilhøre en bil ude foran porten. Jeg fandt ud af at det var brudgommes familie der skulle signalere at de var kommet og at brudens familie her havde retten til at smide dem væk. Det gjorde de ikke. Tilgengæld blev det hurtigt til en virkelig morsom scene med sang og dans på den ene side af porten og masser af bilhorn på den anden side. Da porten så blev åbnet blev brudgommes familie festligt ledt ind på grunden, der blev spist, der blev snakket, der blev snakket meget, der blev danset og jeg fik et dejligt indtryk af endnu en fremmed kultur.

Hvad vores kære Swahililærer ikke vidste var at i muslimsk kultur så skal forlovelsen fuldbyrdes straks efter medgiften er aftalt, så jeg fik mig lige et muslimsk bryllup i miniudgave(1½ timer) med i købet. Wow – That’s something. Imam’en og hans hjælpere rullede det smukke bambustæppe ud på jorden, røgelsen blev tændt og formaliteterne blev skrevet ned og til sidst kom den ny-konverterede brud ud utroligt smukt beklædt med eksotiske guldsmykker og hennatatoveringer.

Jeg har simpelthen haft så mange indtryk, bl.a. har jeg for første gang i mit liv oplevet hvad jeg tror var ægte visdom, i brudgommens kære far. Jeg har også oplevet meget hvad der for mig nu er banalt, jeg synes f.eks. det er helt åndssvagt at mokimo som er helt almindelig mad bliver til en stor traditionel super ret til disse forhandlinger.

Uanset hvad så håber jeg billedet af den seje mand her kan hjælpe mig med at huske bare lidt af det fremover.

For min egen skyld skal det måske lige nævnes at kvinder normalt ikke deltager i muslimske bryllup, men at imamen var i godt humør , samt at en af de muslimske kvinder insisterede på at mænd og kvinder delte sig op under ceremonien. Det lyder måske meget fjendtligt og what not men i situationen fungerede det nu meget godt, og jeg havde det fint med at respekterer det for det er den eneste måde hvorpå jeg kan få en kulturel oplevelse udover alt hvad der er sædvanligt.

Det her er ikke den vise far, men han er fucking sej alligevel

 (Denne blog er over en uge gammel tror jeg, saa baer lige over med forsinkelsen)

Masaai

Klokken er 10 minutter i 9. Solen er for laengst forsvundet fuldstaendigt i horisonten. Og jeg er loebet i alt hast til vores ene computer, skilt mig fra flokken, for at dele en helt fantastisk oplevelse jeg har haft.

I Kenya er der 42 stammer, til stort besvaer i det politiske, sociale og oekonomiske system(I hvert faldt set baade flertallets og vestlige oejne). Stammerne er efter kolonitiden og de sidste mange aar ikke genkendelige paa saerlig meget andet end sprog og navne, deres kulturer og unikke identiteter er forsvundet ind i en moderne Kenyansk blandingsidentitet(Mange er nok uenige med mig i dette). En stamme er dog kendt for at beholde deres gamle traditioner, og kendt for at have kaempet i mod briterne siden 1800 tallet, og er deraf blevet til en i dag fattig stamme i dag. Masaai’erne.

Vi har paa det seneste haft lidt tid tilovers til at studere deres kultur. En kultur der i stoerre eller mindre grad er baseret paa den unge frygtloese kriger, Moran, og paa en lang raekke overgangsritualer.

I dag har vi saa arbejdet helt taet med stammen og dens identitet. Vi har danset og sunget og vi har set lokale Masaai’er danse og synge. For selvom stammen i dag er mere eller mindre assimileret med resten af de seminomadiske kvaegdrivende kenyanske stammer saa har de en enorm stolthed og ved alle hvad det vil sige at vaere Masaai og bibeholde traditionerne.

Og det var netop der jeg havde min helt fantastiske oplevelse. For midt i dansen, sangen, de vilde hop, skrigende, de brummende dybe halslyde, vaabnene(Masaai’er er den eneste stamme der maa baere vaaben) og de uendeligt flotte farver – saa var det som om jeg saa en mening. Jeg tror lidt jeg havde som naar et religioest menneske mener han/hun ser gud. Kulturen hang bare sammen. Og selvom stammen staar for en raekke ting jeg aldrig i livet ville gaa ind for, som f.eks. kvindelig omskaering og flerkoneri, saa var der et par enkelte oejeblikke hvor jeg uden fordomme saa en kultur der var langt mere avanceret end den danske nogensinde har vaeret.

Det var min oplevelse. Og jeg tror det er en oplevelse der i fremtiden vil sidde saa fast at den i allerhoejste grad vil hjaelpe mig med fordomsfrit at gaa ind i kulturmoedet og forstaa andre kulture uden at doemme dem.

Jeg haaber jeg kan faa lagt et billede op til at bidrage med lidt stemning. I Alle fald saa har jeg i hvert fald et utroligt flot halssmykke til min mor nu, som vil hjaelpe mig med at huske hvad der er sket i dag.

Den Lille Pige – Det foerste Chok

Til dette mit foerste egentlige blog indlaeg fra den vidunderlige bush og savanne i Kenya har jeg valgt at skippe alt det kedelige omkring hvad vi laver, girafferne i baghaven, maden osv.

 I stedet vil jeg fokuserer paa en ret absurd oplevelse jeg havde allerede i bussen fra Nairobi til Kenya. I Afrika er det mest almindeligt og mere eller mindre uacceptabelt ikke for baade maend og kvinder at daekke baade skuldre og knae til i paaklaedningen og i det hele taget ikke at tage sig paent ud. Det udmunder i at kvinder ofte gaar i lange kjoler og at maend gaar i lange bukser og skjorter. Hvad jeg dog ikke lige havde forudset var hvad i ser paa billedet. En lille pige i vejkanten, i den roede jord og hoejst sandsynligt allerede igang med sin 4-5 km’s gang den dag. Og saa i en hvis prinsessekjole. Det var simpelthen saa surrealistisk. Vi havde koert i flere timer fra Nairobi og miljoet aendrede sig stille og roligt fra fla, urbant og mere eller mindre rigt(de foerste 2-3 timer) til at vaere landligt, kuperet, taet bevokset og en del mere fattigt. Og her dukker hun saa op. Naar jeg sidder her nu og skriver mit indlaeg saa virker oplevelsen egentlig ret almindelig, med alle de andre ting jeg har set, foelt, hoert og lugtet taget i betragtning. Men jeg ved at jeg i oejeblikket blev fyldt med en glaede og varme over oplevelsen og at det paa det tidspunkt var meget stort for mig.

Den Lille Pige

Jeg haaber i alle har det godt derhjemme. Jeg har simkort, men ikke noget taletid og stroemmen, forbindelsen og vandet forsvinder paa maa og faa, men jeg har det helt fantastisk.

Afgang

Klokken er 12.57

Jeg har taget min første Malariapille.

Om lidt skal jeg pakke.

Dette er mit første indlæg og jeg håber på at der løbende kommer flere.